Hjerteinsufficiens

Det forgangne år har for arbejdsgruppen for hjerteinsufficiens været produktivt. En stor skrivegruppe omfattende både yngre og mere seniore kardiologer, kvinder og mænd fra stort set alle regioner, er nedsat med henblik på et nyt holdningspapir vedrørende HFpEF (hjertesvigt med bevaret pumpefunktion) og arbejdet er i fuld gang.

Vi har desuden revideret fire kapitler i NBV’en samt kommenteret på den måske lidt præmature ESC update vedr. behandlingen af patienter med bevaret eller kun let nedsat pumpefunktion (hhv HFpEF og HFmrEF).

Arbejdet har været udfordret af at mange gode kolleger ikke har haft mulighed for at deltage pga de nye vedtagne regler for habilitet. Af samme årsag går jeg af som formand for gruppen og ønsker den kommende formand held og lykke med det fremtidige arbejde.

Det glæder mig at nye kræfter er trådt ind i gruppen og mange unge er engagerede i at føre arbejdet for vores hjertesvigtspatienter videre. En kommende ung stjerne, Massar Omar, er anmeldt som ung ambassadør for Danmark i regi af HFA (ESC’s Heart Failure Association) og jeg takker for samarbejdet hidtil Massar og ønsker dig god vind!

Vi er desuden stolte af det arbejde som skrivegrupperne vedr kardiel amyloidose og inflammatorisk kardiomyopati har lagt for dagen, således at disse to holdningspapiret nu ser lyset. Tak til prof. Morten Schou for at have iværksat disse arbejder i sin tid som formand for arbejdsgruppen.

Jeg slutter mit mandat af med et samarbejde med almen praksis vedrørende retningslinjer for håndteringen af vores patienter i primær sektoren og takker overlæge Anders Barasa for det kommende samarbejde desangående.

Generelt har det forgangne år været præget af en stor indsats for at ensrette behandlingen i Danmark og vi kan være stolte af at vi i Danmark er godt med i implementeringen af de nyeste retningslinjer med hurtig optitrering af de fire præparater som vi nu anser som gylden standard i den medicinske hjertesvigtsbehandling, nemlig betablokkere, RAAS blokade/ARNi, MRA og SGLT2 hæmmere. Tak til de mange ildsjæle rundt omkring på de enkelte HIK klinikker i landet!

Mange spændende studier pågår på både lokal- og nationalplan. Vi glæder os over det brede samarbejde og er spændt på resultaterne både hvad angår hvorvidt og hvornår vores patienter fremover bør tilbydes ICD, hvorvidt vi kan optimere afvanding af den inkompenserede patient samt hvilken patient med hjertesvigt og atrieflimmer bør ablateres og hvor hurtigt.

Der er, endnu, meget arbejde der skal løftes og jeg takker sekretær Marie Elming for et fantastisk samarbejde (både med og uden den lille kommende kardiolog vi kunne byde velkommen til verden i sommeren 2023), samt alle samarbejdspartnere som det har været en fornøjelse at arbejde sammen med inkl. resten af arbejdsgruppen.

Af hjertet tak
Nadia Paarup Dridi

Vi bruger cookies for at optimere funktionaliteten af denne hjemmeside, og indsamler statistik til forbedring af din brugeroplevelse. Ved at anvende hjemmesiden accepterer du denne brug af cookies i overenstemmelse med vores privatlivspolitik.
OK