Cardiac Imaging
Årsberetning 2023/2024
Arbejdsgruppen for »Cardiac Imaging« dækker over modaliteterne Hjerte-CT, Hjerte-MR og de nuklearkardiologiske undersøgelser (PET og SPECT).
Hjerte-CT udføres rutinemæssigt på langt de fleste større hjerteafdelinger og er blevet den fortrukne diagnostiske modalitet hos egnede patienter med mistanke om kronisk koronart syndrom. Der udføres mere end 20.000 undersøgelser årligt i Danmark. Anvendelsen af Hjerte-MR har en tiltagende portefølje af indikationer, herunder ved udredning af patienter med kardiomyopati.
Vi har i løbet af året afholdt nucleus- og arbejdsgruppemøder; herunder en af arbejdsgruppens faste traditioner som er ”site-visits” hvor vi besøger hjertecentre forskellige steder i landet. Møderne har været en stor succes og giver inspiration til fortsat udvikling af egne centre. I år blev der afholdt et meget flot og velbesøgt site-visit i Hillerød og formanden ønsker at takke hele hjerte-CT gruppen på Nordsjællands Hospital for det flotte arrangement. Vi har under årets møder udvekslet viden indenfor de emner der rører på sig herunder, hvordan vi bedst ambulant håndterer patienter med betydende stenoser, der i første omgang skal håndteres medicinsk, hjerte-CT erfaringer med SCAD, relevansen af opportunistisk screening ved hjerte-CT, udsving i antal af hjerte-CT henvisninger mv. Møderne har langt overvejende været præget af fremmøde af folk med interesse for hjerte-CT og kun i mindre grad været besøgt af folk med interesse for hjerte-MR og nuklear imaging.
Vi har i år for første gang i regi af DCS afholdt 2 kurser i basal hjerte-CT med det formål at udbrede kendskabet til basal hjerte-CT hos alle kardiologer. Der har været overvældende tilslutning til kurset fra hele landet; hovedsageligt HU-læger, men introlæger, speciallæger og Ph.D. studerende har også deltaget. Kurserne fortsætter derfor i det kommende år.
Imaging arbejdsgruppen har arbejdet for at udbrede kendskabet til og facilitere udbredelsen af videnskabelige hjerte-CT studier; først og fremmest landsdækkende, men også lokale og PI’s har året igennem informeret om igangværende studier og gruppen har diskuteret muligheden af nye initiativer.
Der har også i år været begyndende arbejde omkring Holdningspapir om perfusions-undersøgelser, hvor Lene Hüche Nielsen er begyndt at samle en arbejdsgruppe der skal forfatte et kommissorium til godkendelse i DCS.
Arbejdsgruppen står for afholdelsen af det næststørste enkeltarrangement i DCS, nemlig Nordic Symposium on Cardiac CT (NCCT); hvor organisationskomiteen for NCCT 2025 allerede er langt i forberedelserne. Flere prominente speakers har givet tilsagn om deltagelse, inklusiv Stephan Achenbach. Næste NCCT afholdes 18.-19. september 2025 i Aalborg.
Af øvrige aktiviteter skal det nævnes at arbejdsgruppen igen i år har bidraget med opdatering af NBV-kapitlet »Kronisk iskæmisk hjertesygdom«. Dertil har styregruppen i Dansk Hjerte Register fået to repræsentanter for Hjerte-CT fra arbejdsgruppen.
Tobias Kühl